tirsdag, december 09, 2008

Buggi Bjørn!


Det største der er sket indenfor den sidste måned er selvfølgelig at Viktor nu er startet i børnehave, og er blevet en Buggi Bjørn. 
Det er i sig selv et skridt at han pludselig ikke er den største længere, men en lille prut i forhold til de største børnehavebørn, som starter i skole/bønehaveklasse til sommer. Når man så lægger oveni at det er en busbørnehave, og at han starter som udebarn i december, virker det godt nok en smule 'rough'... Måske mest på moren - Viktor virker tilfreds. Jeg hader selv at fryse, så jeg har ekviperet Viktor med bunker af uldent undertøj, vandtætte luffer og skiftetøj. Han har desuden næsten hver dag fået et par brunkager (læs: en lille pakke kærlighed) stukket ned til madpakken, for brrr (!), hvor har det været vådt og koldt. 

Jeg var med sidste dag i vuggestuen, hvor vi sagde farvel med banankage og farvelgave. Bagefter ville Viktor gerne med hjem, så vi fik nogle timer på legeplads før der var juletræstænding med æbleskiver på Pladsen om aftenen. Her stillede politiets orkester op i alt for tynde sommeruniformer og truttede julesange efter at politichefen havde holdt en tale. (Egentlig meget rart at være gode venner med det lokale politi i øjeblikket, hvor der er lidt cowboyland over Nørre Bronx). Viktor løb begejstret flere runder om juletræet i hælene på de store før han kunne hives op i seng.

Mandag den 1. december blev moren så udstyret med et par store vaderslignende overtræksbukser af pædagogerne på bussen, og så var en allerede velindpakket Viktor og jeg klar til første dag i Buggi Bjørn. Bukserne var pænt upraktiske for en højgravid med hyperaktiv blære, men det var rart at få lov til at være med en dag og at få lov til at tjekke ud hvad det egentlig er for noget med den der bus vi har sat Viktor på. Køreturen i bussen (som denne dag gik til Jægersborg Hegn) er i sig selv ret hyggelig, og en form for morgensamling, hvor bliver fortalt historier, sunget og snakket, og hvor de store børn hele tiden har en masse kommentarer og historier der højlydt skal deles med hele bussen. I "hegnet" lavede de en lejr, med et lille shelter med legetøj og tæpper, samt et bål, hvor de den dag kogte kartofler som børnene fik i kop med smørklat i.. mmm.
Per, som lavede bålet havde en dedikeret lille assistent i vores lille friluftspode, som slæbte kviste til bålet og klart syntes det var et hit (igen: hvem gør ikke det. Ild og vand ER bare sjovt). Som forventet var han i løbet af få minutter i gang med at klatre op i alt hvad der kunne klatres i. Og jo: han var oppe i toppen & ligge på maven på det "træ" han klatrer i på billedet øverst. Ikke mærkeligt at han elsker Peter Pedal. Senere blev jeg efterladt i bussen, mens de var ude at se nogle indianertipier, men der havde vist været en drage (pædagogen Christian) som Viktor havde været en lille bitte smule betuttet over. Han er ikke altid så modig når det gælder væsener der brøler eller råber, hvad enten det så er sure drager eller sure legekammerater / voksne.

Viktor er blevet lovet en madkasse med billede på. Han har specificeret at det skal være en med et billede af to racerbiler (dem fra tegnefilmen "cars")... Pudsigt nok et ret populært motiv som næsten findes på alle drengenes madkasser, så et andet havde nok gjort den nemmere at genkende mellem de andres, men han får selvfølgelig en madkasse med racerbiler, gør han).
Tirsdag kom han hjem og fortalte han at han godt kunne lide Spiderman... Han er godt nok blevet et børnehavebarn.
(Han har forresten så vidt vides aldrig set hverken "Cars" eller "Spiderman" i fjernsynet, men det er vel heller ikke nødvendigt).

En lille sjov sidehistorie er at jeg kommenterede en af pigernes madkasse, som havde form som en kæmpe legoklods, og var lidt fin. Hun svarede: "Ja, og den er lyserød. Min mor vil kun give mig lyserødt". Og hun var ganske rigtigt i lyserød flyverdragt, lyserød hue, lyserøde vanter og havde lyserød taske og.. ja lyserød madpakke. Hun lød ikke hverken ked af det eller glad for det, men konstaterede bare nøgternt at hendes mor åbenbart havde et eller andet stort behov for at købe lyserøde ting til hende, hvilket hun så havde affundet sig med. Jeg kunne ikke lade være med at grine...

2 Kommentarer:

Blogger Unknown skrev...

Dejligt at se så mange nye indlæg :-)

Den pludselige interesse for Cars og Spiderman er jo nok primært et udtryk for den gode, gamle gruppedynamik... for når nu alle andre (især de store drenge) synes det er sejt, så må der jo være noget om snakken.

Hvis den "lyserøde" pige havde været nogle år yngre, kunne hun måske have udvekslet tøj og legesager med Viktors lillesøster... så kunne de sikkert tilsammen finde en sund balance uagtet deres mødres farvepræferencer ;-)

11 december, 2008 22:40  
Blogger Mette skrev...

Hans kendskab til spiderman var i hvert fald nok lidt for begrænset til at kunne danne grundlag for egentlige dybtfølte præferencer, men det var ret sødt fordi det bare er SÅ børnehave.

Den lyserøde pige var i det mindste i flyverdragt & ikke i prinsessekjole OG var sat i buggi bjørn bussen, hvor man nødvendigvis bliver beskidt - det må kompensere for farvevalget... lidt. ;-)

16 december, 2008 20:42  

Send en kommentar

<< Home