fredag, april 28, 2006

Gaah!


Det har næsten kun været Jacob der trofast har holdt hjemmesiden opdateret med nyt fra Viktors Verden, og det gør han super godt! Tak til den stolte fader. Jeg ved at hver klumme er en lille kærlighederklæring til hovedpersonen.

Men når nu det faktisk er mig der passer grynet - og er sammen med ham 24/7 -bør jeg vist snart melde mig på banen igen. Det ironiske er, at det netop er kronisk baby i hænderne/på brystet/i stedet for søvn & føde der har gjort at der ikke har kunnet komme ret mange beretninger fra mig.

Da en veninde af mig for et par år siden havde fået sit første barn, gav hun sin mor en buket blomster med "tak...og undskyld!", i en pludselig erkendelse af hvad hun havde budt hende i sin tid som baby. Jeg vil hermed sige det samme til begge mine forældre (da min far da, så vidt jeg ved, også tog sin halvdel af slæbet).

Det VAR hårdt at være mor, da Viktor havde ondt i maven og aldrig sov. Men nu... oh fryd... sover den lille skat rent faktisk ind imellem - og flere timer om natten. Og selv når han vækker mig klokken fuldstændigt-urimeligt-tidligt-og-prøvede-jeg-ikke-at-lære-ham-Bmenneske-manerer (også i weekenden), afvæbner han mig aldeles, når han ligger der og flækker i et stort tandløst grin, så snart jeg stikker mit trætte hoved og morgenhår ned til ham.

Han kan nemlig grine nu! og vildere: han kan snakke! Når han er i hopla kan han bryde ud i et dybtfølt 'gaah', kigge forventningsfuldt på én, og storgrine når man siger det samme. Dette gentages så i op til en time, og bliver bare ved med at være noget så skægt. Og han bliver ved med at være noget så bedårende. Han begynder at opdage verden omkring sig. Der sker noget med ham hele tiden, og det er en hel anden dreng end for bare et par uger siden.

Morens liv er så også et helt andet end for et år siden. Fredag aftener med veninder i biografen eller med en dejlig fadøl i hånden, er nu blevet til fredag aftener alene hjemme for at amme en aften-hys baby i sofaen. Lusket af ham at være så kær at det ikke gør noget... Men gad vide om han overhovedet forstår hvor højt hans mor elsker ham.

1 Kommentarer:

Anonymous Anonym skrev...

Kære Mette.
tak for dit indlæg, det er så flot skrevet og fortæller så meget om hvor hårdt og også ensomt det kan være at blive mor.
Det er rigtig godt at du sætter ord på hvordan du har oplevet de hårde måneder i stedet for at bilde dig selv og dine omgivelser ind at det er bar lyksalighed at passe en spæd, der oven i købet har ondt i maven.
de fleste piger forandrer sig rigtig meget, når de bliver mødre. Det er vist en biologisk finesse som kommer barnet til gode. Vores egne behov glider i baggrunden og vi bliver påfaldende tålmodige og givende.
Det var ganske udmærket i gamle dage, hvor pigens fornemste opgave var yngelpleje. I dag skal og vil vi også gerne så meget andet oveni, så det er faktisk psykisk rigtig hårdt at blive stillet på standby i sit sociale liv og være hovedansvarlig for de første svære måneder med den lille.
Nu kan jeg mærke de røde strømper stramme om tæerne.
Kære Mette og sikkert en masse andre af Jer unge mødre.
Husk at stille krav og husk at tilgodese en rimelig mængde af Jeres egne behov. Brok Jer og gør det igen!

Kærlig hilsen til dig og Jakob fra mormor Grethe.

30 april, 2006 16:35  

Tilføj en kommentar

<< Home