mandag, marts 20, 2006

Viktor goes Kalle Anka

Det er længe siden siden Viktor har fået skrevet noget til hjemmesiden, men i denne weekend har han en undskyldning: Han har været hinsidans! Så nu har Viktor altså både været i Udlandet, Sverige, sommerhus og sejlet med færge. Turen ud og hjem klarede han i fin stil i den lækre Maxi-Cosi autostol, som han har fået af sin onkel Flemming. Selv om han i begyndelsen virkede en smule betuttet følte han sig snart tryg i sikkerhedsudstyret af udsøgt, schweitzisk kvalitet.

Nu er det jo ikke en tur i Irma at tage ud i den svenske vildmark, og i indkørslen til vores hus lå der da også så meget sne, at bilen (der ellers er svensk...) ikke kunne komme ind. Så vi måtte holde ude på vejen. Det er selvfølgelig stadig kun 2 meter fra huset, men alligevel!

I december havde vi lukket for vand og varme i huset for vinteren, og da det ikke just er blevet forår endnu, tog det sin tid at få varmet huset op. Det gik dog stille og roligt, men efterhånden som huset blev varmt, og isen tøede i rørene, begyndte vandet at sive, og så sprøjte, ud af rørsamlingerne! Så dér sad vi, fredag aften, i Sverige, uden vand (eller i hvert fald vand alle de forkerte steder), og en stuetemperatur som et køleskab. Takket være vores brændelager fik vi varme nok i vores skønne, skønne kakkelovn til at kunne sidde og hygge foran den, uden at Viktor blev forkølet. Og takket være den liberale, svenske lukkelov fik vi købt drikkevand, så vi ikke behøvede ty til at smelte den lidt tvivlsomme, skånske sne. Så dér sad vi, som et par andre danske pionerer i Skåneland, og overvejede om det egentlig var så skægt som vi havde hørt.

Men så let lod vi os ikke slå ud. Far drønede til Ljungbyhed og hentede kobberrør og muffer til at fixe vandet, mor fodrede stadig mere brænde på ilden, og Viktor hyggede sig som han ikke havde gjort længe. Så hen over middag havde det lille hus både rindende vand (koldt & varmt) og en stuetemperatur på 22 grad celcius! Og så blev der ellers hygget igennem med Anders Ander, Asterix og Gott&Blannat resten af weekenden.

Alt for snart måtte vi desværre tage afsked med vores lille, røde og snedækkede hus. Som afsked gav Viktor det et hi-five, og tænkte "Yo man, that's my crib!"

0 Kommentarer:

Tilføj en kommentar

<< Home